Madbilleder ved bryllup

En af de fantastiske ting ved at være bryllupsfotograf er de store udfordringer, der er i forbindelse med dokumentering af dagen. Der er mange forskellige fotogenrer indblandet, herunder hører reportagefoto, opstillede modelbilleder, aften-/natbilleder samt madbilleder. 

Når man laver billeder af mad er bl.a. kommunikationen med kokken utrolig vigtig, da han/ hun har en mission med maden. Det er derfor af stor værdi at være i tæt kontakt med kokken i det omfang, som det nu tidsmæssigt er muligt, så billederne får det rigtig udtryk.

Billederne herunder er taget i forbindelse med et flot bryllup på Broholm Slot.

 

 

Året 2016

Det er blevet tid til at gøre status over 2016. Det har på mange punkter været et fantastisk år, som var præget af mange opgaver med stor variation. Det har været endnu et år, hvor jeg har nydt at møde utrolig mange forskellige mennesker og hjælpe med at skabe billeder til et hav af forskellige formål. 

Det har været en fornøjelse at møde så mange forskellige former for udfordringer - værende både teknisk eller billedligt. Det er ikke altid at vejen er så nem til det endelige produkt, og når det så lykkes, og kunden en er tilfreds, så føles det fantastisk. Oplevelser der gør, at man får lyst til at gå i gang med nye og større udfordringer. 

Nedenstående billeder er alle billeder, som jeg husker tilbage på med glæde eller stolthed. Det er ikke automatisk mine bedste billeder for året, men nogle af dem blev til under sjove eller spændende omstændigheder mens andre bærer deres helt egen historie.

Tak for i år. Jeg ser frem til 2017, hvor der allerede nu er masser af opgaver i kalenderen. Godt nytår.

Lokal erhvervsfotografering

Noget af det jeg holder rigtig meget af ved at fotografere, er, at jeg kommer ud til utrolig mange forskellige mennesker og får en god snak om signalværdi, kundekreds og markedsføring. På den måde kommer jeg i kontakt med en stor gruppe mennesker, som grundliggende har et fælles mål, der er salg, men som befinder sig i meget forskellige miljøer og situationer. 

For nogle uger siden var jeg forbi Sydfyns Byggefirma i Vindeby på Tåsinge. Chris, firmaets ejer, skulle bruge billeder til hjemmeside og visitkort, og med det som udgangspunkt foreslog jeg, at vi skulle lave locationbilleder fra hans værksted. Vi startede med at få en indledende snak om, hvad billederne skulle bruges til, og hvad de skulle signalere, hvorefter vi gik i gang med fotograferingen. For mig var det vigtigt, at man nærmest kunne mærke varmen og duften af træ i værkstedet, ligesom Chris' venlige væsen skulle komme frem. Det handlede i høj grad om pålidelighed, troværdighed og erfaring.

Mange mennesker mener som udgangspunkt, at de ikke er gode på billeder, og at det stort set er umuligt. Chris havde også sine forbehold, men jeg har aldrig haft en kunde, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Efter en god times tid og 106 billeder, kom vi bl.a. frem til følgende fire billeder:

Fuji X-T2 - en ny hammer i værktøjskassen

Tirsdag d. 13. september 2016 kl. 09.00 blev salget af Fuji X-T2 startet i Danmark. For ca. 2 måneder siden blev jeg skrevet op til kameraet i Click Svendborg, så det var med stor spænding, at jeg kunne afhente mit kamera. Service, kommunikation og pris har i øvrigt været fantastisk hele vejen igennem fra den lille hyggelige butik, så skal du købe kamera, så kan jeg kun anbefale, at du går derned og får tingene i hænderne.

Allerede i starten af juli prøvede jeg X-T2 til "touch and try" ved Fujifilm i Tokyo. Min indledende tanke med besøget var, at det da kunne være meget sjovt lige at få det nyeste grej i hænderne - og så inden det var udgivet officielt. Da jeg gik ud fra Fujifilms hovedkvarter vidste jeg, at jeg skulle have et nyt kamera!

Kort sagt så ligner kameraet jo X-T1 på mange punkter. X-T1 har altid været et kamera, som jeg har været helt vild med, og det har fungeret som en fantastisk erstatning for mine gamle Canon 5D-huse. Den nye X-T2 er dyrere - også en del dyrere en X-T1, men man får også meget mere for pengene. X-T2 har klart hurtigere autofokus, 24 megapixels, 4K-video, bedre EVF og så er det generelt hurtigere at bruge grundet den nye og stærke processor. Det var derfor med stor spænding, at jeg i går skød (måske) danmarks første bryllup med det nye kamera, og jeg kan kun sige, at det var en fantastisk oplevelse. Det eneste problem jeg har nu er, at jeg er nødt til at have et kamera mere, da jeg tiltænker at skifte begge mine X-T1'ere. I am in love, Fuji.

Med tilladelse fra brudeparret, Jan og Tina Igaard, så har jeg fået lov til at lægge følgende billeder op. 

Forside

Jeg har efterhånden i en årerække haft Ure- og Guldsmedebranchen som kunde. Det er noget, der betyder meget for mig, da det er en god kunde, som jeg nyder at arbejde sammen med. Det er hårdtarbejdende folk, som giver mig de absolut bedste arbejdsvilkår med stor variation i opgaverne værende alt fra produktbilleder, reportage eller portrætarbejde. Så kan man ikke ønske sig mere! 

Oprindelig fik jeg dem som kunde i forbindelse med et stort jubilæum, som blev holdt på Valdemars Slot. Inden de kom så vidt blev de fotograferet til nogle foredrag samt selv sejlturen fra Svendborg til slottet. Sidenhen er det blevet til billeder forskellige steder i landet, når de holder galla, eller når de f.eks. årligt holder deres meget store messe. 

Nedenstående billede er fra årets store messe på Lokomotiv Værkstedet i Valby. Det er 3. år jeg dokumenterer hele messen med nye kunstnere, gamle klassiske virksomheder samt det royale besøg af Prisesse Marie som traditionen tro skal overrække forskellige priser. Selve billedet (smykket) er fra den store nordiske konkurrence "Nordic Gold", hvor vinderen traditionen tro får sit smykke på forsiden af bladet. Billedet er rent udstyrmæssigt meget simpelt lavet, da jeg har brugt rent naturlys og en blank overlade som baggrund. Det er skudt med Fuji X-T1 og 50-140mm optik.

Forsiden af AuClock, september 2016. Tekst og grafik af art director Lise Hougs Östberg

Forsiden af AuClock, september 2016. Tekst og grafik af art director Lise Hougs Östberg

I en god sags tjeneste

Ind imellem er der opgaver, hvor det handler om at gøre en god gerning for lokalsamfundet, eller til et formål, som andre mennesker nyder godt af. Jeg har tidligere været med i forskellige projekter for Kræftens bekæmpelse, og det har altid været en fornøjelse at hjælpe andre med mit håndværk.

I denne omgang bestod hjælpen i at skyde lidt pressebilleder for TGF (Tåsinge Gymnastikforening). En lille, men meget aktiv, stærk og levende forening båret af frivillige kræfter som gør meget for andre. 

Den lykkelige historie består i, at Nikolaj Jensen, købmand og ejer af Rema 1000 i Vindeby, har doneret hele 50.000 kr. til gymnastikforeningen. Noget som er en kæmpe hjælp, og som virkelig kan mærkes i en mindre forening. Af samme årsag skal der naturligvis en artikel til i lokalavisen en af de kommende dage, hvor nedenstående billede vil blive bragt. 

Nikolaj Jensen, Rema 1000 i Vindeby & Finn Weber, næstformand i Tåsinge Gymnastikforening

Nikolaj Jensen, Rema 1000 i Vindeby & Finn Weber, næstformand i Tåsinge Gymnastikforening